Fanget I Ingenmandsland

Søren Padkjær, medlem nr. 112 - Globen nr. 10, 7. november 2002.

Fanget i ingenmandsland.

Det kan altid diskuteres, om de værste oplevelser ikke også kan være de bedste – især bagefter.

Jeg vil tro, at jeg i tidens løb har været på rejse i hvad der svarer til ca. 5 år - plus de 3 år, hvor jeg boede i Beirut og Hong Kong. Alligevel synes jeg ikke, at jeg nogensinde har haft noget der tangerer de ”værste oplevelser”, der er temaet for dette blad.

Til gengæld har jeg lagt mærke til, at når jeg endelig oplever noget spændende, så synes min kone, at det må da have været et mareridt. Dette er igen et bevis på, at det sjældent er så slemt at være på åstedet, som hvad journalister i fjerne lande kan gøre det til.


profile

Den Røde Plads, Moskva


Vi havde en fin tur til Moskva. Det var jammerligt koldt, og til min overraskelse kunne vi simpelt hen ikke finde en café eller andet sted at få en kop varm te.


Fra 1991 og de næste 6 år fulgte jeg udviklingen efter kommunismens sammenbrud på nærmeste hold med 8-10 årlige besøg i specielt de Baltiske lande, men også i Rusland, Ukraine og Belarus (Hviderusland). I de første år var både valuta, formaliteter og ikke mindst vodkaen meget flydende – f.eks. var jeg et par gange i Belarus uden overhovedet at være i kontakt med grænsepolitiet (men derimod i tæt kontakt med store mængder vodka).

Dog havde jeg nogen respekt for russerne, så da jeg i januar 1994 skulle med toget fra Riga til Moskva sammen med en russisk ven, Valery, (bosat i Riga), havde jeg naturligvis sørget for et visum. Turen gik fint, der var fuldt blus på samovaren på hele togrejsen, vi så den Røde Plads og var til ballet på Bolshoj teatret, men kunne til min overraskelse ikke finde et eneste tehus for at få noget varme vore iskolde lemmer.


profile

Lubyanka


Rejsen fandt sted i januar 1994, ca. 2 år efter USSR blev til Rusland. Det gjorde indtryk at gå forbi Lubyanka, hvor så mange dissidenter i Sovjet-tiden er blevet holdt fanget og tortureret..


På hjemturen sad vi i kupé med nogle russiske fiskere, der skulle tilbage til deres næste par ensomme år på en russisk fiskerbåd i Stillehavet. Vi deltog i den våde afskedsfest på sædvanlig gæstfri russisk vis.

Kort tid efter vi var gået til køjs, begyndte det at rumstere i toget. Vi nærmede os nu den lettiske grænse, hvor grænsepolitiet skulle se vor rejsehjemmel. I mit pas var der masser af lettiske indrejsevisaer. men da hvert visum kun gjaldt for et enkelt besøg, så var det ifølge uniformen blevet opbrugt ved udrejsen til Moskva.


profile

Mens alt var godt


Min rejsekammerat Valery, mens alting var godt på togrejsen fra Moskva til Riga.


Valery og jeg blev bedt om at komme med ud til politistationen, så vi kunne komme til at tale med den øverstkommanderende. Bagagen kunne vi lade blive i toget under opsyn af en anden tolder. I en overfrakke over vort nattøj – og i sandaler – sjoskede vi så ud af toget. Klokken var omkring 4 om morgenen, det var mørkt, nederdrægtig koldt og vi befandt os på et helt øde sted hvor vi kun anede nogle snedækkede birketræer samt en del jernbaneskinner – hvor der på et sidespor holdt en gammel kreaturvogn. Det var grænsepolitiets hovedkvarter.

Chefen havde åbenbart fået indskærpet instrukserne om, at reglerne absolut skulle overholdes, så hverken gode ord, penge eller trusler om at indberette dem til landets vicepræsident (som jeg havde truffet på et tidligere besøg) gav noget resultat. Tværtimod bad de mig om næste gang jeg snakkede med vicepræsidenten at fortælle, hvor forfærdeligt det var for dem at være på denne post. Kunne de endda bare få en telefonlinie.

Under vor ganske venskabelige snak kørte toget pludselig – med hele vor bagage, herunder min bærbare computer. De lovede dog, at de nok skulle få toget standset ved den næste militærkaserne og sørge for at vi fik vore ting tilbage.

De næste mange timer gav os et interessant indblik i forholdene ved den russisk-lettiske grænsepost. Jeg måtte absolut medgive folkene, at jo mere jeg så jo bedre forstod jeg deres bøn om hjælp.

Som nævnt var der ingen telefon, hvilket naturligvis vanskelliggjorde kontakten til en højere chef. Kommunikationen foregik på den slags felttelefoner, som vi ser i film fra fronten under 2. verdenskrig. Virkningsgraden var ikke god - soldaterne råbte så højt, at det kunne høres viden om helt uden telefon.


profile

Bag tremmer


Min rejsekammerat Valery med min uundværlige lommekniv, lidt brødrester og juice, som vi nåede at få med over i tog-fængslet. Vi fik lov at spise i konduktørens gamle kupe, inden vi kom ind bag tremmerne.


Vi fik så anvist en bås (med tremmer) i kreaturvognen, hvor vi kunne vente mens de arbejde på sagen. Det viste så nu, at vi slet ikke var de eneste, der var blevet holdt tilbage. Bl.a. var der i nabo-båsen nogle asiatiske pigebørn, og da jeg stak hovedet indenfor fik jeg straks et tilbud om lidt kærlig omsorg. Tilsyneladende vietnamesiske glædespiger på vej til vesten.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på toiletforholdene, som var en rende op ad en mur på ”perronen” til både stort og småt. Da jeg forsigtigt i mine sandaler var på vej tilbage, så jeg en opiumshærget mandlig asiat i fortrolig samtale med en uniform med store lommer. Derefter kom der noget i dem.

Kort efter fik vi alle tilbudt at blive eskorteret op til en by. Hvor jeg dog beklager, at jeg ikke havde et kamera til at forevige dette fantastiske syn: En halv snes sultne mennesker (fanger) ledsaget af tre uniformer med geværer traskende ud ad en lige, endeløs snedækket markvej omgivet af forblæste enge og birketræer. For mig symboliserer alt dette Moder Rusland; generationers lidelse og tunge skæbne.

På et tidspunkt kom vi til en lille forblæst flok huse, hvor vi gik ind i det største. Her var bl.a. områdets eneste telefon, og på skift fik vi lov til at forsøge en opringning. Opiumsvraget først, og til forskel fra de fleste andre fik han kontakt: Selv om jeg ikke forstod noget, så aflagde han tydeligvis en positiv rapport om, at opgaven var vel udført: Pigerne var sikret adgang og dermed et skridt nærmere vesten.

Vi havde sat næsen op efter at købe lidt ind til at dække vor efterhånden betydelige sult og ikke mindst tørst, men inden vi nåede at finde ud af om der overhovedet var en butik på dette fortvivlede sted, dukkede der pludselig en militærvogn op, som tog Valery og mig selv med tilbage til kreaturvognen: Nu havde hæren nemlig skaffet os vor bagage tilbage.

De havde oven i købet meget omhyggeligt registreret hver eneste stump af indholdet, så vi kunne skrive under på, at vi modtog alt i god behold. Nogle rekrutter har nok både haft stor moro og betydelig undring over denne opgave. Samtidig var der kommet besked om, at vi godt måtte rejse ind i Letland igen, så vi kom med næste tog kl. 17.

Efter 13 timer uden vådt eller tørt gik vi helt amok: Dette bumletog standsede ved hvert trinbræt på den flere timer lange tur tilbage til Riga, og hvert sted kom der nye sælgere med friske forsyninger af øl, vodka, chokolade, kiks osv. En lystig afslutning, hvor det største problem viste sig at være Valery’s kone af en hønemor – ikke mindst da hun bænkede os ved et bord fyldt med alle de sibiriske specialiteter, som hun kendte fra sin hjemegn – og som vi formodedes at fortære til sidste kåldolme.

Alt i alt en virkelig fin oplevelse.