Danish Food

Jeg ankom første gang til Beirut den 18. maj 1973. Forhistorien kan læses her.

Jeg var ansat på Danish Food-kontoret (BK), der ligger lige ved byens mondæne hovedstrøg, Hamra. Opgaverne består overordnet i, at vi skal bidrage til at fremme salget af danske fødevarer og hjælpe danske eksportører med at øge deres salg i området. Mine visitkort

Vi dækker landene Libanon, Syrien, Jordan, Iraq, Kuwait, Saudi Arabien, UAE (Forenede Arabiske Emirater), Oman, Yemen, samt Djibouti, Cypern og Malta. Vi tager jævnligt på tjenesterejser til disse lande, og gennem kontoret i København bliver de ca. 600 fødevarevirksomheder gjort bekendt med rejseplanerne. Derefter skriver disse firmaer til os om de opgaver og spørgsmål, som de måtte have - f.eks. skal vi opsøge deres agenter i landet og diskutere, hvordan de får solgt noget mere, besøge supermarkeder og indsamle oplysninger om konkurrerende varer fra andre lande samt lave generel reklame (butiksudstillinger, annoncer i TV og aviser mm). Desuden skal vi jævnligt udarbejde landerapporter med relevante oplysninger for de danske eksportører.

Jeg kom således i kontakt med hundredevis af firmaer, lige fra den danske generalkonsul i Jeddah, Juffali (som også var agent for bl.a. Mercedes og IBM og som nu er det største private firma i landet med 60.000 ansatte) og til de små "huller-i-væggen-butikker".

På det tidspunkt var Beirut centrum for næsten alle aktiviteter i de arabiske lande: Handel, bank- og forsikringsvirksomhed, turisme etc. bleb styret af libanesere. De andre "ørkenlande" var på de fleste områder ret primitive, og f.eks. var det ofte svært at finde overnatning. Hvis der var et enkelt hotel, og den lokale konge eller emir havde gæster, så blev det bare inddraget. Jeg har flere gange måttet sove under en købmandsdisk i et supermarked eller på et lager i havnen - sammen med rotterne.

Det var også interessant, når jeg skulle forhandle med en lidt større importør, hvor ejeren ofte var en ældre beduin med sans forat handle. I nogle tilfælde havde han ved sin side en søn, der havde været i USA eller England for at få en uddannelse, og som derfor kunne engelsk. Men inden der blev besluttet noget, så kiggede sønnen hen på beduinen i hjørnet for at få hans accept. Imponerende, at mange, som ikke har lært meget mere end at læse og skrive, har bragt det så vidt.

Det var jo i årerne med oliekriser, hvor landene pludselig fik mange penge, og der skete da også en eksplosiv udvikling. Dog var det ikke de lokale "beduin-efterkommere", der udførte arbejdet, men de hundrede-tusindvis af "slavearbejdere" fra især Ægypten (funktionærer, lærere ol), Pakistan/Indien (kontorister og arbejdere af enhver slags) samt Philippinerne (kvinder som rengøringshjælp, barnepiger og anden underholdning af deres sponsor). For at få arbejdstilladelse, skulle alle disse udlændinge have en lokal sponsor, som sagde god for dem. I det øjeblik, hvor de ikke mere var til gavn eller opførte sig efter sponsorens ønske, blev opholdstilladelsen inddraget og personerne måtte rejse hjem.

Også det retslige system var anderledes: Jeg så engang i Jeddah en folkemængde på et lille torv. Jeg gik hen for at se hvad der foregik, og netop da fik en tyv hugget den ene hånd af, hvorefter armstumpen blev stukket ned i en gryde med kogende olie for at stoppe blødningen. Det var en pakistaner, og så vidt jeg forstod havde han stjålet en lille ting fra den familie, som han arbejde for. Også her kontant afregning. Til gengæld var der stort set ingen kriminalitet og meget fredeligt i selv de mest skumle gyder.

Telefonen var dengang noget vi kunbrugte til lokale samtaer. Under hele opholdet i Beirut ringede jeg hjem én gang, efter et brev om at mor var kommet på sygehuset. I stedet indtalte jeg en del bånd - og mor gjorde det samme om livet i Bjerringbro.