Jelling 2004

Udflugt til runestenene i Jelling og Legoland

Pressemeddelelse:

Flygtninge blandt runesten og LEGO-klodser

Omkring 2/3 af alle kommunens flygtninge deltog i udflugt til Jelling og Legoland arrangeret af Røde Kors Bjerringbro

Også børn fra Somalia, Burma og Afghanistan kender LEGO, men det kan være vanskeligt for en nyetableret flygtningefamilie at finde de temmelig mange penge, som et besøg i Legoland koster. Frank Prosser, leder af flygtningegruppen under Røde Kors Bjerringbro oplyser, at netop et besøg i Legoland har stået højt på ønskelisten i lang tid.

Med hjælp fra Nordea, Grundfos og Røde Kors Fonden blev det muligt at få dækket en del af udgifterne, så prisen for deltagelse kom ned på et mere familievenligt niveau (50 kr for voksne og 25 kr for børn). Tilslutningen var da også overvældende, og to store busser var fyldt med forventningsfulde familier, der glædede sig til se og opleve disse berømte danske steder, Jelling og Legoland.

Runestenene i Jelling

Jelling kirke

Amsterdam i Lego

Holland

Holland

Hollywood

Runesten i Jelling
Netop her efter kronprinsens bryllup, som også de fleste flygtninge havde fulgt på TV, var der fokus på det danske kongehus, og nysgerrigheden var derfor stor for at se stedet, hvor det hele begyndte. Faktisk vil Kronprins Frederik til sin tid blive den 55. konge i rækkefølgen efter Gorm den Gamle. Runerne på de store gravsten blev studeret og de fleste tog også turen op på toppen af den høje gravhøj, hvor Dronning Thyra skulle være begravet.

Plastklodser i Billund
Det hævdes, at hvis LEGO’s produktion af klodser blev ligeligt fordelt til hele jordens befolkning, så ville der være 52 til hvert eneste menneske. Kun få af flygtningebørnene har haft den glæde at lege med LEGO i deres hjemlande, men efter ankomsten til Danmark har de i børnehaver og hos kammerater hurtigt opdaget de mange spændende muligheder med disse små klodser. De havde derfor store forventninger og jubii-råb hørtes allerede da bussen kørte langs hegnet til Legoland, hvor de kunne se slotte og rutsjebaner. Den medbragte mad blev spist i en fart, og så gik familierne ellers på opdagelse og oplevelse.

Positiv integration
Ifølge Frank Prosser var turen et led i bestræbelserne på at integrere kommunens flygtninge i lokalsamfundet og samtidig give dem et varieret indtryk af Danmark og danskernes baggrund - både historisk og erhvervsmæssigt. Røde Kors har gennem mere end et år indbudt alle flygtninge til Café-aftener på Borgen hver anden onsdag aften, hvor der er forskellige aktiviteter, som syning, spil, lektiehjælp og leg for børnene. Desuden afholdes der 4-5 gange om året en større aktivitet eller udflugt med deltagelse af både flygtninge og danskere. Frank Prosser tilføjer: ”Vi tror dette er en god form for integration i et nyt land, og vi kan da også glæde os over, at flygtningene i Bjerringbro Kommune allerede er faldet godt til. Dette er sket i et fint samspil mellem kommunen, byens virksomheder og frivillige, herunder Røde Kors.”