Kuwait

Besøget i Kuwait gav ikke meget forretning, men jeg fik set det nye Danish Food kontor og hilst på Ib.

Besøg den 27. januar 1977
Den 27. januar 1977 ankom jeg med KU B707 fra Tehran, og min efterfølger på Danish Food, Lars Ehlertsen, afhentede mig i lufthavnen. Vi spiste frokost på Sheraton, hvor også den nye konsulatsekretær på ambassaden, Jes Nielsen med det røde hår og skæg, deltog. Hans ordforråd består overvejende af fraser: Den fik ikke for lidt, knalde brikker (sove), granfitterknas, vand ud af øret etc. Om aftenen var jeg hjemme hos Lars, som bor i en fornem møbleret lejlighed i Salmiya, i bedste arabiske stil, og meget rummelig og udmærket. Senere på aftenen kom Gorm og Jette, et ungt par, som også er nye på disse kanter. Der drikkes tæt, og folk skal helst have et glas i hånden konstant. Jeg prøvede Campari, som jeg fandt udmærket. Hjemme kl. 02 i øsende regn- og stormvejr.

Fredag den 28. januar spiste jeg morgenmad og døsede ellers til kl. 12, hvor jeg blev afhentet for frokost af Per Skovgaard Andersen, charge d'affaires på ambassaden. Hans kone er sekretær på Danish Food. Ib og Chizuko er i Beirut for at afvikle og bringe Abed Khatib med til Kuwait. På ambassaden spillede vi Yatsy hele eftermiddagen - indsats per mand ½ Dinar. Til selskabet sluttede sig også Knud Erik Nielsen, tidligere DK-mester i tennis, nu udsendt for Plumrose. Sluttede dagen af med rugbrød med spegepølse og drinks hos Lars.

profile
På rundtur med Jes fra ambassaden til kværn-kunder

Den 29. januar blev jeg afhentet af Jes kl. 08, og vi tog op på ambassaden for at snakke lidt business. Derefter med Lars til det nye Danish Food kontor kaldet "Axelborg" - et hus på størrelse med en mindre boligblok, med ét meget stort og 3 mindre kontorer, 2 badeværelser, køkken og kæmpehall. Det er på stueetagen. På 1. sal er der lige så meget, og her bor Ib privat med diverse servants quarters. Meget fornemt (og dyrt)! De har kontortid 09-14, hvilket overholdes skarpt, og ifølge min tidligere tlf-snak med Jytte i København, kommer der ikke meget produktivitet derfra. Nå, Lars og jeg kørte så ud på Experimental Farm for at tale med Abu Farouk. Spiste frokost på mit hotel Golden Beach, og efter en klipning var jeg på et par besøg. Aftensmad på den libanesiske restaurant på Fahd Salem Street.

profile
Al Humaidan tv kom senere på besøg hos os i Sæby sammen med sin datter

Den 30. januar startede jeg med besøg på Al Humaidan foderfabrik, som har noget af vort udstyr. Dejligt vejr med solskin. Tjenere og kokke på hotellet er overvejende libanesere, som er kommet hertil efter borgerkrigen. En af tjenerne var tidligere på Cavalier Hotel - vor gamle nabo i Beirut, hvor jeg selv boede flere gange.

Den 31. januar var jeg på besøg hos nogle arabiske fonde, som hjælper andre fattige muslimske lande. Flot udstyret og åbenbart nogenlunde effektive. Kl. 13.30 kom Lars, og vi kørte i lufthavnen for at hente Ib og Chizuko, som vender tilbage fra Beirut. Vi var så ude hos dem. De har købt mønter, skåle, ting og sager for $1000!! Sikkert ting, som har været stjålet og nu faldbydes. De var sørgelig overrasket over Beirut, som var i en endnu værre forfatning, end de havde ventet. Ib har ikke lyst til at være længe i Kuwait, men til sommer vil de slå sig ned i DK, hvis det på nogen måde er muligt at finde et job. Ib kørte mig så på hotellet og han fik den flaske whisky, som jeg havde købt i Tehran.

Den 1. februar fløj jeg videre til Baghdad med IA B707.

Besøg den 10. december 1977
Jeg ankom fra Baghdad, og det meste af tiden gik sammen med mine gamle venner fra Beirut - spille kort, rafle, drikke og spise. Jeg var ude med Al Humaidan og hans datter Ruwi, som besøgte os i Sæby i august, hvor de forærede os et komplet arabisk kaffesæt.