Argentina

Jeg kom over en træls start - og fik en fornemmelse af byens mad, tango, musik og fodbold. Senere på tur til Andesbjergene med kondorer, lamaer og kaktus.

Jeg havde fundet en flybillet til 2700 kr t/r til Buenos Aires, og det kunne jeg ikke stå for, så nu var jeg klar til min første rejse i Sydamerika.

Turen begyndte ikke for godt: Efter ca. 36 t rejse forstod jeg, hvorfor billetten var så billig - et ukendt flyselskab uden nogen form for service og store forsinkelser.

Det var dog ikke det værste, for under det lange ophold i Madrid spiste jeg en fiskesalat (for egen regning). Jeg mistænker den - sammen med et overdådigt første måltid i Buenos Aires - at have slået min mave totalt i stykker. Jeg boede på et 4-sengs hostel værelse, og sammen med endnu et 4-sengs værelse delte vi et toilet. Den første nat blokerede jeg det en stor del af tiden, og to gange besvimede jeg, mens jeg sad på toilettet, og vågnede op på gulvet.

Men det var heller ikke det værste, for da jeg næste morgen skulle op, kunne jeg ikke rejse mig - og slet ikke bevæge hovedet. Jeg måtte holde hovedet med begge hænder og så skubbe mig op, så jeg fik de flinke mennesker på hostellet til at ringe efter en læge. Han ville give mig en blokade indsprøjtning, hvilket jeg ikke brød mig om. I stedet ringede jeg til min rejseforsikring, som tilbød at finde et hospital eller arrange hjemrejse. Jeg var helt tappet for kræfter og energi - og helt usædvanligt også for appetit, så jeg overvejede alvorligt at afbryde rejsen, inden den overhovedet var begyndt.

Men det synes jeg alligevel var lidt for sølle, så jeg prøvede at gå ned i byen og se efter en fysioterapeut. Når jeg skulle over gaden, måtte jeg dreje hele kroppen, da alle muskler i hoved og nakke stadig var ude af drift. Jeg fandt en fysioterapeut og fik en tid om eftermiddagen. Hun gav en varsom, men effektiv behandling, hvilket løsnede lidt på de stød, jeg fik - jeg kunne ikke engnag tygge et æble. Men nu kunne jeg i det mindste stå oprejst uden at holde om mit hovede.

Jeg fik også spist lidt til aften, med det resultat at maveondet kom igen i løbet af natten. Uden at gå i detaljer, så skete det både med og uden mit vidende.

Næste dag kunne jeg bevæge hovedet, besluttede at fortsætte rejsen og tog færgen over La Plata floden til Uruguay. Billederne her er således fra 2. del af mit ophold i Buenos Aires, efter at jeg kom retur fra rundrejsen til Uruguay, Brasilien, Paraguay og Andesbjerge-området.

Som et PS, så var der ikke noget fly, da jeg kom i lufthavnen for at flyve hjem. Efter nogle timer var jeg så heldig at få plads på et Iberia-fly til Madrid, og kom nogenlunde rettidigt tilbage til København. Flybilletter kan altså også købes for billigt.

Læs mere i mine rejsebreve:

Rejsebrev fra Uruguay fra den 11. marts 2010
Rejsebrev fra Paraguay fra den 19. marts 2010
Rejsebrev fra Argentina fra den 30. marts 2010

Video af tango-dansere, som man støder på overalt i Buenos Aires. Klik på feltet med Argentina mod slutningen, for at se flere videoer - bl.a. fodbold på River Plata stadion, Iguazu vandfaldene og musik i gaderne i Buenos Aires.

Se hele playlisten fra Argentina her.