1986
Når jeg i dag kigger i min kalender får 1986, kan jeg blive helt forpustet over de mange rejser, møder og udstillinger + arbejdet på gården med skov, mark og dyr. Og så var det året, hvor vi ansøgte om at adoptere et søskendepar fra Korea.
Når jeg i dag kigger i min kalender for 1986, kan jeg blive helt forpustet over de mange rejser, møder og udstillinger + arbejdet på gården med skov, mark og dyr. Og så var det året, hvor vi ansøgte om at adoptere et søskendepar fra Korea.
Jobbet hos Finnrose
Finnrose leverede komplette anlæg til møbelindustrien på især to områder:
- Udsugning af spåner og smuld med opbevaring i siloer og evt. afbrænding. Det har noget med lufthastigheder at gøre, for at det skal være effektivt - og det nåede jeg aldrig helt at forstå.

- Overfladebehandling af møbeldele, dvs. transport gennem fabrikken med slibning og lakering. Det kunne være lange og meget dyre anlæg, og for at jeg kunne visualisere sammenhængen, fik jeg en lokal snedker til at fremstille alle de mulige dele - transportruller, slibemaskiner, lakvalser, laksprøjter, tørreovne osv - i miniaturer i træ, som jeg så kunne lægge op på mit skrivebord. Finnrose fremstillede selv en del af udstyret, men var ellers specialiseret i at købe komponenterne og sammensætte dem til en samlet løsning. Eksemplet her er med en laksprøjte-kabine fra tyske Venjakob, som vi var forhandler af, og som jeg vel besøgte en halv snes gange hvert år.
Rejser
Jeg kan se i min gamle kalender, at jeg konstant var på farten - ofte hurtige rejser ud og hjem samme dag til især Norge og Sverige - men naturligvis også masser af møder med danske møbelfabrikker rundt i landet. De fleste af disse møbelfabrikker er nu lukkede og erstattet af produktion fra Østlandene.
Men allerede på det tidspunkt var Ikea begyndt at handle med de statsejede møbelfabrikker i DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Vi havde gode forbindelser med Ikea, så de anbefalede fabrikkerne at købe deres anlæg fra Finnrose, så de kunne levere en godkendt kvalitet.
DDR

Jeg var kommet godt ind på både de statslige forhandlere i Østberlin, WAMAG (som i den tyske iBibliotek beskrives således), samt også hos de mange møbelfabrikker, jeg besøgte. De var tydeligvis vant til den mere eller mindre nedladende holdning fra Vesttyske forretningspartnere, som ikke havde meget tilovers for det primitive og tilbagestående DDR. For mig var det nærmest modsat, da jeg som sædvanlig befinder mig bedst i de mindre udviklede områder (Østeuropa, Mellemøsten, Afrika mfl). Her kunne den personlige kontakt spille en stor rolle, og jeg sørgede for ved hver tur til DDR, at fylde bilen med for DDR-borgere lækkerier som flødeboller, Coca-Cola dåser og rigtig chokolade. I et privat hjem så jeg senere sådan en Cola-dåse i vindueskarmen med blomster - et statussymbol for dem.
Jeg kan se, at jeg i årets løb var i DDR 9 gange, som udover Berlin omfattede ture til Meyenburg (vort første anlæg), Frohburg, Markrandstadt og Leipzig.
Ungarn, CSSR
Ansporet af de gode resultater i DDR, besøgte jeg også flere gange Ungarn og Tjekkoslovakiet, hvor jeg afholdt symposier for de lokale møbelfabrikker. Prag var dengang for mig indbegrebet af "spionernes by", og jeg fantaserede i aftentågen og den enlige gadelygte hvordan der blev udvekslet spioner mellem stormagterne.

Adoption
Vi havde tidligt på året gennem organisationen Danadopt ansøgt om at adoptere to børn fra Korea. Det blev fulgt op af et bjerg af skrivelser og dokumenter om helbred, løn, evt. straffe, skatteforhold, økonomi, evt. restancer, om vi havde modtaget offentlig hjælp fra kommunen etc. Desuden havde jeg i efterårets løb flere møder med Benthe Rask på Nordjyllands Amt, hvor vi skulle godkendes. Vor ansøgning om et søskendepar på op til 5 år var åbenbart ikke helt sædvanlig, så Benthe R bad mig om at begrunde ønsket, , så det kunne forelægges adoptionsnævnet. (Printet ud på min dengang moderne matrix-printer.) Nævnets næste møde var i januar 1987, men lige inden jul fik vi at vide, at indstillingen var positiv. Vi kunne derfor glæde familien med en god og en dårlig nyhed, da vi den 7. dcember var til min mors 73 års fødselsdag hos min bror Ivan og Karen i deres store hus på Fredensvej: Den dårlige var, at de var nødt til at købe et nyt spisebord med mere plads - fordi den gode nyhed var, at vi fremover ville være to mere til sammenkomsterne.
Selv fejrede vi det også ved at tage på skiferie i Østrig hen over juledagene.
Jeg skrev det år julekort på vers - og mor gjorde det samme til mig. Gaven det år var et får - Josefine - et dejligt Gotland-får med mørke striber. Julekort fra mor.