Kværnrejse

LØST OG FAST OM EN KVÆRNREJSE

GLOBEN efterlyste indlæg om Afrika, og da det er en del år siden jeg rigtig rejste i området, ledte jeg efter noget materiale til at inspirere en lille historie. Jeg fandt så en artikel, som jeg havde skrevet i et firmablad marts 1979. På det tidspunkt var jeg eksportchef på maskinfabrikken Skjold, Sæby, som bl.a. fremstiller stenkværne.

Helt op til 1960’erne brugte danske landmænd de samme kværne til at lave foder til deres grise, men da der så blev udviklet mere effektive måder til foderfremstilling, måtte man jo kigge sig om efter nye markeder. Stenkværne er en dansk specialitet, da de to sten, som formaler kornet, helst skal laves af knust flint – og ikke mange steder i verden, findes der så god kvalitet, som i Danmark.

I hvert fald for mig selv var det interessant at læse beretningen igen. Netop i disse lande er der næppe sket de store omvæltninger, så en del af beskrivelserne kan nok stadig opleves. Jeg vil derfor lade min pen fra 1979 overtage dette indlæg:

Forberedelser

Normal rutine med indsamling af salgsmateriale, diskussionspunkter etc., men denne gang besværliggjort af ændrede indrejseregler for Yemen og Etiopien, hvilket gør, at jeg ikke når at få visum til disse lande. På grund af andre planlagte aktiviteter umiddelbart efter denne rejse vil det ikke vare muligt at udsætte den, til disse ting er bragt i orden, så jeg drager af sted og håber, at problemerne løses undervejs.

Turen starter ikke særlig godt, idet jeg efter at være kørt fra Sæby kl. 6.00 fredag morgen må vente yderligere 6 timer i København p.g.a. maskinskade på flyet til Jeddah, Saudi Arabien, hvor vi dog endelig ankommer kl. 0.30 lørdag morgen.

Kværnruten

Kværnruten: Sæby – Jeddah – Sana’a – Hodeidah – Addis Abeba – Khartoum – Sæby.

Saudi Arabien

Den ugentlige helligdag i de muhamedanske lande er fredag, og jeg kunne derfor begynde på mine besøg straks lørdag morgen. Saudi Arabien styres og regeres helt efter den muhamedanske bibel, Koranens, bud. Koranen er egentlig en besynderlig bog, idet den dels giver anledning til meget stærk modstand mod kommunisme, da denne ideologi "tilbedes" som en gud, men samtidig giver Koranen en række sociale henstillinger, som har gjort, at disse love og regler nedskrevet for over 1300 år siden stadig er et bæredygtigt grundlag for al lov og retsvæsen.

Kværngaden i Jeddah

I 1979 var Jeddah en ret primitiv lille by med mange lerklinede huse. Brød er det vigtigste basale mad for arabere, og melet skulle gerne være frisk kværnet. Der var en lang gade i byen, hvor indbyggerne kunne få malet deres korn - eller købe færdigt mel.

Eksempelvis kan nævnes, at det ikke er muhamedanerne tilladt at beregne sig rente af udlånte penge, og vor forhandler i Jeddah, Baghanem, nægter at modtage renter fra sin bank af firmaets indestående, som alt efter varebetalinger let andrager nogle mill. kroner. Begrundelsen herfor er, at de folk, hvis talenter og position har givet økonomisk gevinst, straks skal geninvestere pengene til gavn for det økonomiske kredsløb, og dermed også for den mindre velstillede del af befolkningen.

Yemen

Efter at jeg hos Yemens ambassade i Jeddah har fået visum, kan jeg som planlagt flyve videre til Sana'a, hovedstaden i Nordyemen. Jeg kører straks videre i bil til Taiz, hvor vor forhandler, Abdulla Mohamed Nooman, bor.

Denne tur, som for ca. 10 år siden ville vare en måneds tid med transport på kamel- eller æselryg, klarer en taxa nu på 3½ time. Undervejs gør vi holdt for at spise aftensmad i en lokal landsby bestående af et halvt hundrede lerklinede hytter. Over et ildsted fyret med trækul i et bulet aluminiumsfad snurrede dagens ret: bønner i tomatsovs. Maden blev serveret i en emaljeret blikskål, som sammen med et par flade arabiske brød, nærmest som pandekager, udgjorde opdækningen. "Pandekagerne" rives i passende stykker, som man benytter til at opsamle bønneretten i. Bagefter blev serveret en kop dampende varm te med nelliker og masser af sukker. Maden smagte udmærket, - og da jeg i øvrigt ikke havde fået noget siden morgenmaden 12 timer tidligere, kunne jeg endog klemme en appelsin ned bagefter.

Stenhus i Yemen

Huse langs vejen fra havnebyen Hodeidah til Sana’a – sådan har Carsten Niebuhr også set dem i 1763. Det er i sådanne huse, at man kan holde ind og få noget at spise - og overnatte på vakkelvorne brikse, hvis det er blevet sent.

Generelt har udviklingen i Mellemøsten været helt fantastisk siden mine første besøg i området i 1972, men netop i Yemen er der ikke sket de store ting. Dog kunne vi i denne lille landsby nyde vor aftensmad i skæret af elektrisk lys, hvor der tidligere kun har varet kerosinlamper. Elektrificeringen startede især under den forrige præsident, Al Hamdi, d.v.s. for ca. 3 år siden, idet yemenitiske præsidenters levetid på det sidste har været på max. 2 år. Under mine 5 besøg i landet har der været 4 forskellige præsidenter, og der er stadigvæk uro, som man mener består i infiltrationer fra det kommunistiske Sydyemen. På et enkelt døgn i Taiz sprang der 3 bomber, hvoraf den ene, som dræbte ca. 10 mennesker, eksploderede et par hundrede meter fra, hvor vi stod ved Noomans forretning i færd med at nyde synet af to netop solgte kværne, der var ved at blive læsset på lastbiler.

For mindst hver 50 kilometer, og nær de store byer oftere, standses man af militær, som skal undersøge evt. mistænkelige biler og personer. Det må dog være deres egne, de mistænker mest, idet man altid lod os køre efter at have set en udlænding i bilen. Traditionen med at lukke byer om natten, går århundreder tilbage til den tid, hvor der var store lerklinede mure omkring alle bysamfund. I den indre del af hovedstaden Sana'a er der stadigvæk mur omkring, og portene er lukkede fra midnat til kl. 6 om morgenen. I Taiz er langt den største del af byen udenfor murene, men alligevel holdt der kl. 5 om morgenen over 100 lastbiler, som ventede på at komme ind i byen med varer fra havnen i Hodeidah.

Det Lykkelige Arabien

Bymuren ses tydeligt på denne gamle tegning fra 1763 fundet i Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien. Teksten lyder: Carsten Niebuhrs tegning af byen Taiz. Vejen til venstre fører mod Sana’a, vejen til højre går til Mokka.

Dette giver en naturlig handelsmulighed for de lokale gæstgiverier, som udlejer brikse bestående af en træramme med 4 ben surret fast af en speciel sej græssort, som også anvendes til at lave sengebunde. Forsynet med sit natteleje placerer chaufføren sengen foran sin lastvogn, hyller sig ind i et tæppe fra top til tå og sover så til den lyse morgen.

Som nævnt solgte Nooman en dag 2 kværne, og den ene køber fortalte, at i hans landsby boede der ca. 1000 mennesker, og der var allerede 6 kværne i sving.

Indkøbsdelegation fra bjergene

Indkøbsdelegationen fra bjergene, som købte to kværne. I baggrunden skimtes en sølvfarvet kværn. Bemærk også bjergfolkenes krumme dolke (jambia) i bæltet - det ser ud til, at de i dagens anledning fremviser de flotteste.

Kværnejerne er de privilegerede, som ofte har fået råd til anskaffelsen (ca. 15.000 kr. for kværn og dieselmotor) med penge hjemsendt fra familie, der arbejder i Saudi Arabien. Beboere fra landsbyen og egnen der omkring bringer så deres korn til formaling, og det koster ca. 10 kr. for en sæk mel kværnet på ca. ½ time.

Inflation

De fleste mellemøstlige lande har i de senere år oplevet inflation langt værre, end hvad vi i Europa kender til. Ikke alene er priserne steget, bl.a. som følge af deres egne forhøjede oliepriser, men også fordi de mange penge i omløb har forårsaget, at økonomien mange steder er løbet helt løbsk som følge af ubalance mellem udbud og efterspørgsel. I en arabisk avis i Jeddah så jeg en vittighedstegning, der forestillede en beduin med sin nærmeste familie (ca. 10) omkring det traditionelle fad med ris og en stegt kylling i midten.

Ifølge teksten nedenunder beklagede manden sig over, at dette beskedne måltid havde kostet ham det samme, som hvad et helt bryllup tidligere kostede - og når araberne holder bryllup, bliver der normalt ikke sparet på nogen måde.

Sana'a gamle by

Et hul i lermuren afslører denne flotte forretning med sukkergodt – og naturligvis har ekspedienter sin jambia i bæltet.

I Yemen har der også været inflation, men samtidig har man nydt godt af de stigende lønninger til de ca. 2 mill. yemenitter, der arbejder i Saudi Arabien, og hvis overførsler til slægtninge i hjemlandet udgør Yemens omtrent eneste indtægtskilde af fremmed valuta udover internationale hjælpeprogrammer.

Min taxachauffør beklagede sig dog meget over, at en kone nu kan koste op til ca. 40-50.000 kr. Jeg tænkte på de meget fattige og primitive forhold, som de fleste yemenitter lever under, og kommenterede, at det var mange penge at give, da man jo ikke i forvejen kender hinanden - bortgiftning er stadig fremherskende i Yemen. Det var dog ikke noget større problem, sagde han, idet kvinderne var opdraget til at være lydige koner og mødre, og at man i øvrigt - hvis det gik helt galt – kunne returnere pigen og få halvdelen af prisen tilbage.

Etiopien

Jeg fløj videre fra Hodeidah med et gammelt Dakota-fly. Jeg har været der mange gange, men alligevel gyser det lidt, når man for enden af startbanen ser vragene af et par havarerede fly - de kunne dog i det mindste skovle lidt sand over.

Efter en mellemlanding i Djibouti ankom jeg til Etiopien sidst på eftermiddagen, og medens flyveturen i klart solskin havde afsløret det meget grønne og frugtbare etiopiske højland, var der et meget kraftigt regnvejr, da vi ankom til hovedstaden Addis Abeba. En af vore forbindelser i Addis Abeba havde lovet at være i lufthavnen for at arrangere et transitvisum, men det viste sig senere, at han havde glemt at se ordentlig efter, hvornår jeg ankom, og at han derfor allerede var gået hjem. Transitvisum er normalt på 24 timer, men "for denne ene gangs skyld" gav pas kontrolløren mig de ønskede 5 dage.

Udover Egypten er Etiopien det eneste land i Afrika med en tilsvarende gammel kultur. Dronningen af Saba boede her, og det var efter et besøg hos kong Solomon i Jerusalem, at hun fødte sønnen Menelik, der var den første hersker i dette verdens ældste kejserdømme. Situationen er nu ændret, idet den sidste kejser, Haile Selassie, som hævdede at være den 225. repræsentant efter Menelik, blev afsat af militæret i 1974, og landet styres nu efter Lenins og Marx's doktriner med russisk og cubansk hjælp.

Revolution Square

Ethiopien var på det tidspunkt en streng marxistisk ledet stat, hvilket naturligvis betød stor armod i befolkningen. Til gengæld var der god til at marchere på revolutions pladsen, hvor Marx, Engels og Lenin ser på.

Krigene med Somalia i Ogaden ørkenen og med frihedsbevægelsen i Eritrea har kostet dyrt. Mange steder i byen og især omkring hospitalerne er der mennesker med halve ben, blot med et stykke plaster ved benstumpen, eller med andre makabre legemsmangler. Det socialistiske regime har forbudt tiggeri, men da mennesker helst skal spise hver dag, må de jo på en eller anden måde skaffe sig en indtægt.

Lørdag morgen er vejen ud til en af de omkringliggende skove næsten ufremkommelig for æsler og kvinder med store bundter eukalyptustræ og blade på ryggen, som bringes ind til markedet. Også det øvrige udbud bærer præg af trange kår: gamle mænd og kvinder, formentlig fra fjerntliggende egne, er trasket ind til byen for at sælge deres produkter, der kan være et par kilo løg, en smule krydderier eller lidt korn, som de så har spredt ud foran sig på jorden på et stykke plastic eller papir. Hvis de er så heldige at få det solgt, kan det måske indbringe et par kroner.

Aldrig har vist en SKIOLD kuglepen gjort så stor lykke, som hos den unge mand, hvis bror studerer medicin i København, og som benyttede chancen, da han så en udlænding, til at følge med mig rundt og få opfrisket sine engelskkundskaber. Tilsyneladende er det meget få udlændinge, der vover sig ned på dette store lokale marked.

Et helt andet syn møder der mig på Revolutionspladsen, som for flere millioner kroner er bygget om til at kunne fremvise store militærparader og med en ny tribune til landets ledere, med kammerat Mengusto i spidsen. I baggrunden er der store plakater med Marx og Lenin, og nogle børn går og øver strækmarch. Dette gentager sig mandag morgen, hvor præsidenten fra nabolandet Kenya kommer på officielt besøg. Alt hvad der kan krybe og gå er udkommanderet for langs ruten fra lufthavnen at hylde de to ledere - piger i farverige træningsdragter (uniformer), skolebørn, repræsentanter fra forskellige politiske organisationer med skilte, der hylder revolutionen og opfordrer til fred i verden. Symbolsk har de nogle trægeværer over skuldrene, mens lastbiler med svært bevæbnede cubanere holder øje med eventuelle uromagere.

Sudan

Sædvanligvis betragtes Khartoum, hovedstaden i Sudan, som noget af det mest trøstesløse: beliggende i en ørken, med et klima, der oftest medfører temperaturer på 35-50° varme, og med temmelig fattige og uordnede forhold. Efter Addis Abeba føltes det alligevel underligt befriende allerede på vej ind fra lufthavnen blot at se folk gå på gaden: fattige, men ranke og værdige - disse mennesker har tydeligvis ingen luksustilværelse, men til gengæld noget meget vigtigt, som mange autoritære ledere under et eller andet påskud gerne vil "lette" dem for, nemlig friheden.

Aviskiosk

Aviskiosken bredt ud på sandet foran en moske i Khartoum. Det er ikke let at se, at der for en generation siden var regnskov her.

Mange lande i området har mærket denne markante udvidelse af ørkenområderne; Sudan er her i en gunstigere situation end de fleste, idet landet gennemstrømmes af vandrige Nilen, og dermed ved kunstvanding kan høste flere årlige afgrøder fra hvad der ellers ville være ørkenslette.

Khartoum marked

En del af markedet i centrum af Khartoum. De flettede kurve købes af kunderne til at bære deres store indkøb af bl.a. vandmeloner hjem.

I hele landet, som er ca. 60 gange så stort som Danmark, findes i alt ca. 1500 km asfalterede veje, og befolkningen har derfor ringe mulighed for handelssamkvem i dagligdagen. Brød er hovedernæringskilden, og derfor er vore kværne næsten en livsbetingelse for indbyggerne i de fleste byer uden for hovedstaden.

Vi er faktisk med til at give millioner af mennesker deres daglige brød.

Søren Padkjær, nr. 112