Østersfestival

Den 1. oktober indledes østers sæsonen ved Limfjorden. Vi tog på en lille weekendtur til Nykøbing Mors og smagte på herlighederne.

Video fra DM i Champagne-sabling ved østers festival i Nykøbing Mors:

Vi havde reserveret plads på en østers-safari, hvor vi selv skulle fange østers og bagefter tilberede dem. Dagen før afrejse modtog vi så besked, at turen var aflyst på grund af højvande. Nu havde vi bestilt overnatning, så vi besluttede at finde på noget andet lækkert.

Vi startede med en gourmet middag på Steenbergs Brasserie - et nyt meget rost spisested. Alt var også helt perfekt: Betjeningen, menukortets udvalg, anretningen af maden, men desværre var de to hovedretter alt for salte. Vi prøvede ellers flere retter, da vi på den nylige tur til Kreta opdagede, at det var spændende at bestille forskellige retter og så dele dem. Her på Steenbergs fik vi foie gras, som var helt emminent, østers, som var OK (men ikke så gode, som de nyfangede, vi fik dagen efter), stjerneskud, som var for salt, men hvor de ledsagende fritter med sovs var virkelig lækre. Endelig en portion muslinger, som også var for salte.

Dagen efter i teltet på havnen fik vi dog oprejsning med lækre muslinger og østers.