USA
Jeg fik tilbudt job i Denver, og da jeg ikke kunne beslutte mig, tilbød SJM's ejer at betale rejsen derover, så Benthe og jeg kunne se nærmere på det.
Vi fløj fra Karup om morgenen den 9. juli 1979 og via København og Boston landede vi i Seattle om aftenen kl. 22.35. her oplevede jeg for første gang en kraftig jetlag. Vi besøgte den lokale eksportstipendiat, Henning Bøgekjær, som fortalte om jobbet, og så tog vi ellers rundt og kiggede på nabolaget - incl. den 4.000 m høje vulkan, Mount Rainer.
Fire dage senere fløj vi til Denver, hvor jeg havde møder med den danske generalkonsul, Hans T. Nielsen, som var en stor entreprenør i byen, hvor han havde tjent ganske godt på udviklingen. Der blev også nogle dage til at køre op i de skønne Rocky Mountains med med ikoniske steder som Cheyenne Mountain, Aspen og Colorado Springs. Byen forekom mig meget ustruktureret: Der var ikke rigtig nogen bymidte - kun en håndfuld højhuse - og andre dele bestod af tomme bygninger. Når man kørte ad de større udfaldsveje, så kom der jævnligt et stort shopping center, vekslende med kornmarker - altså ret langt fra hvad vi i Europa forstår ved en storby.
Jeg havde korrespondance med Henning Bøgebjerg, som jeg havde mødt i Syd Afrika, og som nu var eksportstipendiat i Seattle. Det første brev med spørgsmål om jobbet: 1.juli79 Bøgebjerg og det næste med baggrunden for vores beslutning om ikke at acceptere stillingen: 11.aug79 Bøgebjerg..
Sidste stop var i hovedstaden Washington DC, hvor vi som det første tog med museums-bussen rundt til de fleste af de fantastiske Smithsonian-museer - hvor ikke mindst Air&Space Museum var imponerende, her i 10 året for den første månelanding. Vi kom også ind i Senatet under en debat, hvor f.eks. Edward Kennedy holdt tale. I gangene bag salen kunne vi følge lidt med i senatorernes travlhed. Det var inden terrorisme blev opfundet, så vi kunne nærmest gå frit omkring.
Desuden var vi på et rigtigt US Steakhouse, hvor bøfferne var store og priserne rimelige: Blackie House of Beef, etableret i 1949 og lukket ved ejerens død i 2005.
Alt i alt en tilfredsstillende rejse, hvor vi dels havde en spændende ferie og dels fik taget stilling til, om jeg skulle acceptere jobbet i Denver. det blev altså til et nej tak.