Singapore
Meget frodigt og grønt med fritvoksende orkideer - og jeg boede på et fremragende hotel
Den 10. maj 1967 fløj jeg med Japan Airlines DC8 til Singapore på min første tjenesterejse. Her boede jeg på det fremragende hotel Goodwood Park, med egen swimmingpool lige uden for havedøren. Jeg landede kl. 17, og tog straks ud for at besøge nogle supermarkeder. Der er åbent fra kl. 10 - 22 med 2-skift personale. Der er pænt og umådelig rent overalt og vældig grønt. Om aftenen tog mr. Ip og jeg ind til Chinatown, hvor vi overværede en begravelses-sørge-forsamling i et langt dekoreret telt med masser af orkide-kranse. Senere spiste vi ved en bod på havnefronten - satay med sød kokossovs med en frisk kokosnød at drikke dertil. Dejligt sted.
Næste dag var jeg på ambassaden til møde med K.W.Rasmussen, en flink og hjælpsom mand. Under hele besøget kom der en mægtig regnbyge, der fortsatte til efter frokost. Her spiste vi dejlig mad på en japansk restaurant. På kundebesøg hele eftermiddagen. Om aftenen viste mr. Ip mig en "sundhedsklinik" på Hong Kong Hotel, hvor vi begge fik en omgang massage - udmærket og meget ærbart. Så tog vi ind på Bugis Street, hvor der ved midnatstide dukkede en del forklædte "bøsser" op - nogle af dem var ganske flotte "piger". Var bagefter omkring det legendariske Raffles Hotel, som jo er kendt som ophavssted for drinken Singapore Slng. Den var udmærket.
Den 12. maj havde jeg en travl dag med mange besøg. Fineste solskin og temmelig varmt, men luften er frisk og alt er grønt. Spiste frokost med en kunde, hvor vi fik en stor omgang indfødt mad. Noget af det var udmærket. Kom tilbage ved 20-tiden, hvor jeg tog en svømmetur i poolen lig euden for døren. Dejligt. Drak en øl men fik ellers ingen aftensmad.

Den 13. maj startede jeg med en tur i swimmingpoolen. Det er en helligdag, Buddhas fødselsdag. Besøgte et Hindu-tempel, Sri Mariamman. Det var ganske flot, men mere interesant var gaderene bagved, Chinatown, hvor jeg bl.a. så en slange-slagter. En slange hang på krogen uden hovede, men stadig i bevægelse, ca. 3 m lang. De slagtede også skildpadder og disse 4-benede krybdyr, Rikki-Tikki-Tawa (Desmerdyr), som ankom fra Malaysia, bagbundet, men stadig levende. Herefter besøgte vi Tiger Balm Gardens. Det må være en god forretning at sælge denne salve, for haven er ganske flot. Om aftenen var jeg sammen med mr. Ip og hans ven. Vi spiste ægte skildpadde-suppe - smagte helt godt. Bagefter kørte vi over til den østlige del af øen, hvor vi så en "kinesisk opera" og ofring i anledning af Nesah-Buddhas dag.
Den 14. maj tog jeg igen en morgen- og aften svømmetur. Det er herligt. I det fine solskinsvejr havde jeg travlt med at besøge firmaer. Til frokosten læste jeg i formiddagsavisen, at Tripoli i det nordlige Libanon varblev taget af syriske tropper, som havde kæmpet mod Iraq Baath støttede ekstremister.
Lørdag den 15. maj var de fleste firmaer lukkede, så det blev kun til to besøg. Frokost spiste jeg hos K.W.Rasmussen fra ambassaden. Han er skilt og bor alene på toppen af en 22 etager høj bygning i en lejlighed på omkring 350 m2. Flot og luksuriøst. Vi fik Malaysisk curry mad. Bagefter tog mr. Ip og jeg med svævebanen over til øen Sartosa - en fredelig og grøn ø med masser af fugle og blomster - og nogle enkelte busser. Vi tog færgen tilbage.
I et brev til far og mor af den 15. maj 1976 beskriver jeg opholdet: Det er lørdag morgen og jeg er lige stået op og har været ude ude i haven og få en svømmetur i badet. Fra værelset har jeg kun 10mskridt ud, før jeg kan hoppe i det lune vand. Som alle andre steder i byen er der grønt med blomsterfyldte buske og orkideer. I går så jeg på markedet hvordan de får bragt slanger og krybdyr levende ind fra junglen, og så slagter og sælger dem på stedet. Jeg så en slange, som vel var 3 m lang, og selv da hovedet var hakket af bevægede den sig. Så blev skindet flåt af ligesom på en ål og kroppen hakket i stykker og solgt i løs vægt. Det varede ikke længe med at få det afsat. Der var også mange skilpadder, og til frokost i dag fik vi ægte skilpaddesuppe. Det smagte dejligt. Den anden dag fik vi hønsekødssuppe med kyllingfødder i, og det smagte såmænd lige så godt. Singapore ligger ca. 125 km fra Ækvator, så vejret er ens hele året med 25-30º hver dag og solskin det meste af tiden. Ind i mellem kommer der så en forfriskende regnbyge.
Om søndagen den 16. maj fløj jeg med Singapore Airlines B737 kl. 11 til Jakarta.
Den 19. maj kom jeg tilbage fra Jakarta og boede igen på Goodwood Park Hotel. Næste dag fortsatte jeg besøgene, og kl. 19 ringde jeg til far og mor. De var lige ved at spise til middag og var noget forbavsede over opringningen. Det går langsomt med arbejdet på gården i Gudumholm. Den 21. maj havde jeg de sidste møder, hvorefter mr. Ip og jeg tog ned i Arab Street. Her var der en bod med indonesiske ting, som var billigere end hvad det kostede i Sarinah, Jakarta. Jeg købte forskellige småting, batik, skyggedansere mm. Der var også malerier, men meget dyre - op til 6.000 kr! Spiste frokost i en Malay-restaurant. Det var virkelig hot, men meget velsmagende, og på flyveturen tilbage til Hong Kong kunne jeg intet få ned af Cathay Pacific ellers udmærkede mad.







.jpeg)









.jpeg)





