Mariakirken

Her kommer yderligere information til nogle af billederne nedenfor:

Synagogen der overlevede Krystalnatten
Lübecks synagoge i St.-Annen-Straße har en helt speciel historie. Under Krystalnatten i november 1938 blev synagoger over hele Tyskland brændt ned til grunden.
Synagogen i Lübeck blev hærget indvendigt af nazisterne, men bygningen blev ikke brændt. Årsagen var rent lavpraktisk: Den lå klos op ad det historiske St. Annen-museum og andre tætbebyggede bindingsværkshuse. Nazisterne frygtede, at en brand ville sprede sig til de "ariske" nabobygninger.
Bygningen blev efterfølgende omdannet til et gymnastiklokale for nazisterne, men overlevede krigen og fungerer i dag igen som synagoge.

Djævelen ved Mariakirken
Er en berømt bronzestatue af en smilende lille djævel, der sidder på en stor granatsten ved kirkens sydlige facade.
Sagnet om djævelen og kirken:
Da kirken blev opført i det 13. århundrede, troede djævelen, at arbejderne byggede en stor vinkælder eller kro, da de ville lokke flere sjæle til.
Glad for udsigten til et nyt værtshus hjalp djævelen med at bære de store sten til byggeriet.
Da bygningen stod færdig, opdagede han sandheden og greb en kæmpesten for at knuse kirken.
En snedig arbejder lovede ham i stedet, at der ville blive opført en kro lige i nærheden.
Djævelen faldt til ro, tabte stenen og lod kirken stå. Stenen kaldes i dag Teufelsstein (Djævelens sten).

Klokkerne i Mariakirken:
De historiske kirkeklokker i Mariakirken ligger i dag knust på kirkens stengulv som et gribende mindesmærke.
Under et allieret luftangreb palmesøndag i 1942 udbrød der en voldsom brand i kirken, som fik de tunge klokker til at styrte ned fra det sydlige tårn. Ved faldet borede de sig dybt ned i gulvet. Man har bevidst valgt at lade de ødelagte klokker ligge præcis, som de landede, for at minde om krigens ødelæggelser.
Der er tale om to historiske klokker. Den ene var kirkens ældste fra 1508, den såkaldte Sonntagsglocke (Søndagsklokken), som vejede omkring 2.000 kg.

Udstilling om jøde-deportioner i Mariakirken:
Der boede dengang omkring 600 jøder i byen.
Deportationerne "Mod Øst": For de jøder, der ikke nåede at flygte ud af Tyskland inden krigsudbruddet, endte historien i Lübeck som i resten af Tyskland. Det jødiske samfund blev systematisk opløst gennem tvangsflytninger til såkaldte Judenhäuser (jødehuse).
I december 1941 og juni 1942 blev de tilbageværende jøder fra Lübeck deporteret direkte til ghettoen i Riga (Letland) og udryddelseslejren Theresienstadt, hvor langt de fleste blev myrdet. I dag huskes jødernes skæbne i Lübeck gennem de mange Stolpersteine foran de huse, de blev fordrevet fra, samt gennem den permanente udstilling i Mariakirken

Døden fra Lübeck
Det berømte maleri "Døden fra Lübeck" blev malet i 1463 i et af Mariakirkens nordlige kapeller, som i dag kaldes Totentanzkapelle. Maleriet gik desværre totalt tabt i 1942 under det samme britiske luftangreb, som fik kirkeklokkerne til at styrte ned.
Værket blev bestilt og udført omkring år 1460, hvor pesten (Den Sorte Død) hærgede Europa. Døden var en konstant og uforudsigelig gæst i hverdagen. Maleriet skulle minde kirkegængerne om livets korthed og opfordre dem til bod, skriftemål og et kristent liv, inden det var for sent.
Frisen var 30 meter lang og knap 2 meter høj. Det var ikke malet direkte på muren, men på et langt stykke linnedbeklædning over skriftestolene.
Billedet viste en række levende mennesker i en lang kædedans, hvor de skiftevis holdt i hånd med dansende, fløjtespillende skeletter – Døden selv. Budskabet var, at døden ikke skelner mellem høj og lav. Rækken af de 24 levende figurer var stramt opdelt efter middelalderens stændersamfund. Den startede med de mægtigste, paven og kejseren, og bevægede sig hele vejen ned gennem samfundet (kardinal, konge, adelsmand, læge, købmand) til bonden og til sidst et spædbarn i vuggen.
Hvad der gjorde maleriet helt unikt, var baggrunden. Dansen udspillede sig foran et detaljeret landskab med Lübecks umiskendelige byprofil, volde og skibe. Det bragte budskabet helt tæt på de lokale borgere. Under figurerne løb en tekst på plattysk, der fungerede som en dialog. Menneskene tryglede om mere tid, mens Døden uafbøjeligt svarede, at deres time var kommet.
I 1950'erne skabte kunstneren Alfred Mahlau to store, blyindfattede glasmosaik-vinduer i dødedanskapellet. De genfortolker det gamle motiv med moderne, grafiske og dystre sorte skeletter som et mindesmærke over både pesten og 2. verdenskrigs ødelæggelser.