Mens vi kørte rundt i byen fortalte min chauffør mig, at han egentlig var uddannet lærer (og derfor talte nogenlunde engelsk) og havde gået 6 år på seminariet. Så blev han gift og fik børn, men med en lærerløn på ca. 200 kr/md kunne han ikke både forsørge dem og samtidig spare op til børnenes skolegang. Det er desuden nødvendigt at have en reserve i tilfæde af sygdom, så han selv kan betale for medicin og en god læge. Nu ernærer han sig med sin cykeltaxa, der i øvrigt kostede det samme som hans kones barselsophold på hospitalet. Jeg betalte ca. 40 kr for en hel dags kørsel, men desværre for ham er der ikke mange turister i landet for tiden.