Caribiske Kyst
Besøgte børnehjem i junglen, Livingstone og den Caribiske Kyst samt ad bagvejen ind i Honduras.
Rejsebrev fra Honduras, 7. januar 2003
Honduras koldfront
Nu om dage er det ingen sag at udforske verdens ufremkommelige egne - man skal blot købe en af de mange guidebøger, der detaljeret beskriver hvor og hvordan man finder de bedste steder.
For at have lidt udfordring på turen medbragte jeg kun min 10 år gamle bog om Central Amerika.
Her står bl.a., at der muligvis findes en "junglesti" mellem det nordlige Guatemala og Honduras langs den caribiske kyst, og at man nærmest skal være forberedt på at have en machete med for at hugge sig gennem vildnisset. Det lød jo spændende, og da jeg i den nærliggende by Puerto Barrios fandt en minibus, der kørte til grænsen, kunne det jo ikke gå helt galt.
Så kl. 06 i går morges i øsende regnvejr gik jeg ombord på bussen med min store rygsæk, og efter en halv times køren frem og tilbage ved markedet for at finde flere passagerer, kom vi af sted. Landskabet var helt domineret af bananplantager, og store dele af området ejes af bananfirmaerne Dole og Chiquita (som havde hundrede vis af containere i havnen i Puerto Barrios). Vejen var fin, men pludselig kunne vi ikke komme længere, for en masse mennesker og nogle gamle olietønder spærrede vejen.
Det var nogle af bananarbejderne, der strejkede for deres rettigheder. Så vidt jeg forstod, krævede de nogle fyrede kollegaer genansat. Efter nogen forhandlen fik vi dog lov at køre videre gennem de uendelige bananskove på den fortsat gode vej. Men pludselig fik det en ende: vejen endte om ikke blindt så i en opkørt jordvej, og vor bus vendte om parat til at returnere. Der stod vi så 4 personer i regnen (et internationalt selskab bestående af to piger fra Honduras og Chile og en fyr fra Tyskland), men heldigvis kom der en pickup, der kunne køre os gennem det temmelig lange stykke ingenmandsland.
Fra min plads på ladet - beskyttet mod regnen af et stykke blåt plastik - så jeg lidt efter nogle skure ved vejsiden. For enden af Pepsi-baren lå der en grænsepost, hvor det mod et beskedent beløb gik lynhurtigt med at skifte land. Samtidig holdt der en af de kære gule skolebusser, som vi alle steg på. Jordvejen var nu blevet opgraderet til en grusvej, og det blev en interessant køretur de næste par timer. Afstanden var ca. 40 km, og topfarten opnåedes, da vi på et tidspunkt overhalede en traktor. Området var bogstavelig talt regnskov, for det øsede stadig ned.
Jorden må være meget frugtbar, for hegnspælene havde de fleste steder store kroner - måske som naturens egen kompensation for den afbrændte skov. Honduras var tidligere berømt for sine skove med mahogni træer. Et sted lå stadig de kæmpestore fældede træer på jorden, og ind i mellem voksede der nogle forpjuskede majsplanter. Det er tankevækkende, at nogle bønder får penge for ikke at dyrke korn, medens andre er nødsaget til at fælde disse mere end 100 år gamle træer for at kunne skaffe sig føden.
I disse ryddede lysninger lå der beskedne hytter med grise tøjret foran ved grøften, en kone på terrassen med en papegøje på skulderen, og - hvilket under - flot klædte, sminkede piger, der formentlig var på vej til arbejde, steg på bussen. Det er mig stadig en gåde, hvordan så primitive hytter kan være hjemmet for disse elegante kvinder. Der var også mænd på vej til arbejde - på muldyr og med store macheter ved siden. Et sted var vejen nærmest skyllet væk, og tro det eller ej - det eneste redskab jeg så hos de to på stedet, var en trillebør og så macheterne. Måske ville de til at bygge en bro over hullet.
Vejen gik tæt ved den Caribiske kyst, og fra bjergene i baggrunden strømmede masser af floder ned mod havet. En enkelt bro havde kun nogle planker at køre over på, men ellers gik turen gnidningsløst. Vi kom frem til en lille by, Omoa, hvor jeg stod af, og efter yderligere 1 km vandretur i regnen kom jeg ned til stranden. Et ikke helt nyt træhus var omdannet til hotel af et hollandsk ægtepar, som for 8 år siden havde forladt det stressede liv i Holland. De havde der to dobbeltværelser, 2 værelser til hver ca. 5 pers., samt indgangsstuen, hvor der endte med at sove omkring 15 personer, der alle var mere eller mindre fortabt i regnvejret.
Vejret var ikke til at nyde de caribiske strande, hvor palmerne piskede i vinden, men jeg fik dog lejlighed til at smage den berømte caracol-suppe (en slags skaldyr tilberedt med kokosmælk og karry).
Næste morgen - som var her i morges - regnede det stadig ufortrødent, så efter 3 dages regn ved den caribiske kyst, opgav jeg mine planer om at snorkle og se koraller i denne omgang. I stedet brugte jeg dagen på at køre til hovedstaden - en tur der begyndte ved stranden kl. 7 i morges og sluttede med ankomst i Tegucigalpa ved 16.30-tiden.
I kort referat siden sidste brev, så holdt jeg jul sammen med min familie i Xela. Aftenen var især præget af den store familie, med gaver til ca. 30 børn, og ved midnat et enormt fyrværkeri. Mens jeg lå i græsset i parken og nød solen 1. juledag, gik det hele pludselig løs igen kl. 12 middag. Samtidig vrimlede det med optog, alle anført af 2 kvinder, der på en bakke bar en dukke, der skulle symbolisere Jesus-barnet. De gik så rundt til deres bekendte, hvor de efter sigende blev velbeværtet..
Dagen efter fejrede jeg min fødselsdag ved at lave mad hos familien: Tunsalatsandwich, efterfulgt af mit speciale: kylling stegt med tørrede tomater og estragon, ledsaget af et par flasker Chilensk rødvin og til sidst en gallon lokal is med friske frugter. Det var en stor succes.
Et par dage efter afsluttede jeg skolen med diplom (det får alle), men jeg føler dog, at jeg har lært meget.
Det er dog ulige lettere at snakke med min lærer, der jo forstår mig trods alle fejlene, end at snakke med folk i det virkelige liv.
Derefter tog jeg så afsked og drog ud i landet. Først til den flotte sø, Atitlan, hvor der trods masser af turister er en dejlig afslappet atmosfære. Stedet var allerede i 60erne meget populært for hippierne, og man kan se, at mange af dem er blevet boende i byen. Et dejligt klima - og foreløbig det eneste sted, jeg har gået i korte bukser!
Nytårsaften fejrede jeg i den gamle hovedstad, Antigua, som nok er Guatemalas største turistmagnet. En hyggelig by med herlige gårdhaver, istandsatte huse, og der var virkelig lagt op til at fejre årsskiftet: Hele dagen blev der bygget tribuner til de mange orkestre, og gadesælgerne søgte at komme af med det sidste fyrværkeri. For mig blev aftenens højdepunkt en optræden af et blandet orkester med 3 marimba-spillere, en dansende trommeslager (på hule bambusstokke og tomme skildpaddeskjold) samt den helt store oplevelse, en virtuos panfløjtespiller med tydelige indianske træk - pandebånd om det kulsorte lange hår, det markante ansigt med den spidse næse og de lidt skæve øjne. De mange, der ligesom jeg blev fascineret af dette optrin, fik dem til at spille en halv snes ekstranumre.
Dagen efter tog jeg til hovedstaden, bl.a. for at besøge institutionen Casa Guatemala, som tager sig af forældreløse børn og andre børn med familiemæssige problemer. To af disse børn er så heldige, at de er blevet godkendt til adoption af danske familier. På grund af den langsommelige sagsbehandling er der gået lang tid, siden de vordende forældre har hørt nyt om deres ønskebørn, så jeg var blevet bedt om at tage forbi for at fotografere børnene. Hvilken omvæltning vil det ikke være for disse børn at komme til de ventende flotte børneværelser i Danmark, hvor der absolut intet vil mangle.
Næste dag begyndte så min rejse mod Caribien. Jeg kørte op til Rio Dulce, en undseelig lille samling huse, beliggende ved den eneste vej og den eneste bro over floden i hele regionen. Her indlogerede jeg mig på et hotel, der er bygget på pæle ud i floden, og som drives af samme Casa Guatemala. De har nemlig en afdeling ved floden, hvor der for tiden er ca. 100 børn (2-18 år) - senere på måneden, når skolen begynder igen, vil der bo ca. 250 børn, idet beboerne langs floden også sender deres børn til hjemmets skole (hvor der også er områdets eneste lægebehandling). Det er ligeså fjernt og ensomt som det lyder: Som nævnt er der kun een vej i hele det store område (vel på størrelse med Jylland), og den eneste mulighed for at komme ud til børnehjemmet er at sejle i motorbåd ca. 15 min.
Efter to afslappende dage fortsatte jeg med motorbåd ud til en by ved kysten, Livingston, som også kun har forbindelse til omverdenen med båd. Her bor der nogle efterkommere af de sorte slaver, som efter sigende drev i land fra skibbrudne slavetransporter i sin tid. Tydeligvis en helt anden kultur, end i andre dele af landet: Der er noget calypsoagtigt over disse mennesker, hvor en flok børn begyndte at danse på gaden, til deres eget akkompagnement på en blikdåse. Og hvilken rytme. Pigerne er tændstiktynde, hvilket dog samtidig fremhæver deres udstående former, men må på en eller anden måde ændre facon med alderen: De gamle koner, der sad på terrasserne foran husene, var uden undtagelse for brede til at sidde på en almindelig stol.
Det var nu begyndt at regne, så jeg tog en båd til den nærliggende havn, Puerto Barrios, og her tror jeg historien begyndte.
I morgen vil jeg ned til Stillehavskysten, hvor der efter sigende skulle være tørvejr og varmt - og også masser af fisk, som nu skal til at afløse mine daglige kyllingemåltider.
Efterskrift: På vej mod den Caribiske Kyst var jeg også i Antigua (hvor jeg tilbragte Nytårsaften) og ved Atitlán søen. Det var også en stor oplevelse, da jeg sejlede rundt til de små isolerede landsbyer omkring søen, hvor der stort set kun er adgang ad søvejen. Desværre kan jeg ikke vise billeder fra de dage, da jeg mistede mit kamera. Til gengæld fik jeg en usædvanlig oplevelse, da jeg den 31. december opsøgte politistationen for at anmelde tyveriet (som jeg formoder er sket i bussen på vej til byen). Det var både en god udfordring for mit spanske og gav samtidig et indblik i hvordan politiet arbejder der på stedet. Vi sad nemlig i det store rum, hvor mistænkte blev hevet ind til afhøring eller direkte til detentionen. Og jeg måtte kun betale 10Q for at få en kopi af den udfyldte formular (til min forsikring). Bagefter fandt jeg en butik og købte et andet kamera.
