Guatemala - Varme kilder
Vi var på flere spændende udflugter med skolen. Desuden tog jeg selv på nogle ture i omegnen.
Rejsebrev fra Xela, 15. december 2002:
Varmekilder og Nahual
Dagens udflugt med skolen gik til nogle varme kilder oppe i bjergene.
Først tog vi med en af de sædvanlige gamle amerikanske skolebusser, og sådan en lørdag morgen er der ikke særlig mange mennesker med.
Der er to rækker sæder ned gennem bussen og det meste af tiden var vi kun 2-3 personer på hvert sæde (beregnet til 2 amerikanske skolebørn). Som regel er der også stående passagerer i de få centimeter, der er tilbage af midtergangen - samtidig med at adjudanten, der samler penge ind, må svinge sig fra hattehylderne ned gennem bussen for at vi kan betale.
I dag kom vi gennem et område, hvor alle kvinderne bærer nogle flotte farverige bånd omkring håret. Mange af kvinderne steg op i bussen med store kurve på hovedet - uden at holde ved dem - flade flettede kurve ca. 15 cm høje, men nok 1 m i diameter. Der bar de så majs, tortillaer og anden bagage til markedet eller hjem til familien. En stor del havde også et barn på ryggen, men holdt balancen med hele menageriet ned gennem bussen.
Busserne har ingen faste stoppesteder, men holder hvor der er passagerer, som vil af eller på. Sælgere løber ud og ind af bussen, hvor de tilbyder alt fra drikkevarer, nødder, flæskesværd og aviser til de mere avancerede, de kører med til næste landsby, så de har tid til at prædike enten om Jesus frelse eller vidundermedicin, der så vidt jeg kan forstå ganske enkelt kurerer samtlige sygdomme, inkl. hold i ryggen (at dømme efter sælgerens bevægelser).
Nå, men vi nåede så en by, hvor vi steg ud, og de alvorlige forhandlinger begyndte med en ejer af en pickup, så vi kunne komme de sidste 8 km op på bjerget. Det er jo ikke hver dag der stiller 13 passagerer på een gang, så vi fik vist en rimelig pris (5 kr/snude - selv om vi kun havde betalt 2 kr for hele turen derud). Det var en flot køretur gennem et meget frugtbart bjerglandskab, hvor bønderne tilsyneladende specialiserer sig i grøntsager. Markerne var i kolonihavestørrelse - og lige så velplejede - og det lader til at mine forårsfornemmelser passer, for kartoflerne stod i maj-størrelse, løgene var på vej i 2. slet, og det så ud til at de var ved at udplante kål og broccoli. Der var både vandspredere og så de mere primitive, der gik rundt med en vandslange. Vandet blev ført frem af tynde ledninger, som mange steder hang frit i luften - formentlig fra kilden højere oppe på bjerget. Mange af markerne var stejle som det første stykke på en skikhopbakke, så systemet med terrasser er ikke nået herop.
De varme kilder viste sig at være udløbet fra en vulkan, og vandet sivede så ud af bjergsiden og ned i nogle bassiner, hvor folk sad i vand til halsen. Efter en hurtig omklædning hoppede jeg også i og fik en god plads langs den høje bjergside, hvor vandet piblede ud, såvel over som under vandoverfladen. Jeg fik hånden ind i en revne ved bunden, hvor jeg vil skønne at vandets temperatur nok var omkring 60 grader. De lokale, som der jo var langt de fleste af, morede sig gevaldigt og forekom ret frisindede. Der var damer i alle aldre, med og uden overdel, og kvinder, der for mig at se var langt over frugtbarhedsalderen, var enten meget bugkraftige eller også gravide.
Efter en times tid var huden på min hånd som et godt runkent æble, så jeg kravlede op. Solen var på det tidspunkt også ved at forsvinde i en dis, som åbenbart hører stedet til. Mens jeg lå med hovedet tilbage i det dejlige vand, havde jeg godt observeret, at skyerne faktisk opstod af dampe fra bjerget, og som tilsyneladende tager til lidt op af dagen, når solen rigtig skruer op for volumen.
Da vi lidt efter kom ned i dalen var der da også solskin igen. Vi fik en ekstra tur på pickuppens lad gennem byens simple gader, hvor der var huse med gule, røde, hvide og sorte majs lagt til tørre på tagene. Det er farverne i mayaernes kalender, - jeg skal ikke sige om majsene eller kalenderen kom først, men det er et smukt syn.
Så var der pludselig eet af de sammenbyggede lave og primitive småhuse, der var malet i en kraftig farve og med påskriften om, at det var altså en kirke. Det religiøse marked er meget stort herovre, og alskens trosretninger, inkl.. Jehovas vidner, katolikker, protestanter, evangelister, metodister osv. er repræsenteret i gadebilledet. De indgår dog så vidt jeg forstår alle i et vist fællesskab med de oprindelige maya-religioner, der bl.a. indebærer, at alle får tildelt en nahual - en skytshelgen - bestemt efter et uhyre indviklet system efter fødselsdagen og et par ting mere. I sammenligning er et almindeligt horoskop ret primitivt. Vi havde forleden på skolen en maya, der fortalte meget kort (i halvanden time) om de helt overordnede principper i maya-kalenderen. Han var så venlig bagefter at fortælle mig, at min nahual er en majsstok - min lokale familie trøstede mig dog med, at den har næsten samme navn som et sukkerrør, og at det derfor bl.a. kunne betyde sød. Men ellers er majsstænglen ikke nogen dårlig nahual, da den betyder den solide, der sørger for sin familie.
Jeg må slutte nu for denne gang, da jeg skal i biografen i aften. Biograf er måske så meget sagt, men det er en hyggelig dagligstue med en halv snes plastik-lædermøbler og så et almindeligt fjernsyn med DVD/video. Stemningen er intim, og der er i weekenden tilbud på drikkevarer fra det andet værelse, der fungerer som bar, f.eks. 2 cuba-libre til 14 kroner.
PS: På skolen er dagens ret de to datider på spansk - ikke alene med de sædvanlige mange varianter i de forskellige tider, men også det for udlændinge store problem med hvornår man skal bruge hvilken datid.
Jwg laver næsten dagligt skriftlige opgaver, og ind i mellem må jeg selv bestemme, hvad jeg vil skrive om. En dag skrev jeg en genfortælling af H.C. Andersens Fyrtøjet - og det viste sig, at der også i Guatemala er folkeeventyr, hvor moralen er helt den samme.
