Brugge
Vi boede tæt ved Æselporten på ruten ind til den gamle Markedsplads, hvor vi handlede på markedet. Det blev også til en rundfart på en del af det 35 km lange net af kanaler.
Landet Belgien er mindre end 200 år gammelt. Området var i Middelalderen kendt som Flandern og blev i det 13. og 14. århundrede kendt for produktion af klæde (vævet uld). Eksporten til især England udgik fra Brugge, som dengang havde adgang til havet. Det betød stor velstand til byen, hvilket stadig kan ses. Det betød naturligvis, at datidens stormagter som Frankrig og Spanien gjorde krav på området. Efter den belgiske revolution i 1830 blev landet selstændigt som kongedømme under Leopold I - som gaden, hvor vi boede, er opkaldt efter.

































