2009

Vores nye barnebarn, Benthe og jeg gik begge på efterløn, flere gode rejser og Søren Pape blev borgmester i Viborg Kommune.

Vores første barnebarn

profile
Allerede i sit første leveår opdagede Luka bøgernes fortryllende verden - her på biblioteket.

Vores dejlige barnebarn trives godt. Vi får dog ikke lov til at have ham for os selv, da forældrene mener, at vi ikke har tilstrækkelig erfaring med småbørn og bleskift. Det kan der jo være noget om, for de børn, vi fik, var 3 og 5 år gamle ved "fødslen".

Pensionist
Den 24. juni sluttede Aalborg Træindustri 's historie i Aalborg. Ejerne, SparNord virksomhedsfonden havde ikke fået det ventede ud af investeringen og solgte derfor firmaet til konkurrenten Spekva i Vamdrup. Jeg var dernede et par gange, og kunne godt have fortsat, men dels er det langt væk og dels har jeg ikke lyst til at starte forfra på nuværende tidspunkt. Jeg besluttede derfor at gå på efterløn - og da Benthes afdeling på Grundfos kort efter blev flytet til Ungarn, gjorde hun det samme.

Rejser
Men året startede for mig på stranden i Sihanoukville, Cambodia, inden jeg næste dag med min store rygsæk på nakken og bagpå en lille motorcykel blev fragtet til den vietnamesiske grænse. Se linket nedenfor med billeder og rejsebeve fra den 2 1/2 måneder lange tur i Sydøstasien.

Senere på året blev det til en tur til Skotland sammen med Benthe og Anja - og om efteråret en skøn rejse til Indien sammen med Anja.

profile
Flotte skotske højlandskvæg gik løse rundt i de små byer, vi passerede..

Det blev også til en cykeltur sammen med Anja til campingpladsen i Silkeborg, hvor vi boede i en lille hytte et par dage. Det var her i hytten, at vi startede listen og beskrivelserne af de mange ture, vi har haft sammen, og som resulterede i først Anjas og senere denne hjemmeside. Turen blev en smule dramatisk, da Anja pludselig punkterede. Vi havde ikke tænkt på at medbringe lappegrej, og da vi havde taget en for mig helt ny og ukendt rute, så vidste vi dårligt, hvor vi var. Vi fik dog fat i Benthe, som startede bilen og fandt os, og vi fik nødtørftigt lappet slangen.

Diverse
Vi fortsatte de dejlige fiskeaftener sammen med Camilla og Michael - og Luka. Virkelig lækre måltider.

To dage før min afrejse på Asien-turen havde en vældig storm væltet en del store grantræer nede i "hullet". Jeg havde lige nået at fjerne de værste grene over mine nyplantninger, og her ved hjemkomsten gik jeg så igang med opskæring og det hårde arbejde med at køre stammerne op i trillebør til flækning og stabling.

Jeg holdt flere foredrag i løbet af året, bl.a. i Kirkecentret om Mit Liv, i biografen og i V. Velling om Burma.

Ved valget til EU-parlamentet den 7. juni var jeg tilforordnet i Bjerringbro Hallen og deltog desuden i stmmeoptællingen i Tinghallen den følgende dag. EU er jo som bekendt ikke min yndlingsorganisation, men det er altid interessant at deltage i valghandlingerne.

Der var også kommunalvalg den 17. november, hvor Søren Pape Poulsen var opstillet i den nye Viborg kommune. Han blev valgt ind med flotte stemmetal, og med en snu manøvre fik han opbakning af Socialdemokraterne til at sætte sig i borgmesterstolen. Da vælgerforeningen i Bjerringbro nu er nedlagt, mødes den gamle bestyrelse til julefrokost - her den første gang hos Aage Koch-Jensen, som jo altid er god for en munter aften.